Mange astronomiske observatorier var helt frem til
1700-tallet også tilknyttet en astrologisk praksis.
Astronomi for astrologiens
skyld
Babylonierne brugte deres trappeformede tempelpyramider bl.a. som
observatorier - hvilket bekræftes af antikkens græske skribenter som Herodot og
Diodorus - hvor det var et af hovedformålene at iagttage og optegne
stjernehimlens fænomener til brug for astrologi, herunder vejrforudsigelser, og
til kalender-fastsættelse.
Astrologerne, i antiken ofte kaldet kaldæerne eller magerne, tilhørte
præsteskabet, men knyttedes også til hoffet som rådgivere for kongerne - og har
fulgt kongerne lige siden. officielt indtil for bare 250 år siden.
Calisthenes - der ledsagede Alexander den Store, da denne erobrede Babylon - har
til sin onkel, der var Alexanders tidligere lærer, filosoffen Aristoteles hjemme
i Grækenland, fremsendt en serie babyloniske observationer, som han havde fundet
opbevaret i den babyloniske hovedstad. Teksterne var indpræget i hårdtbrændte
lertavler.
Det fremgik, at disse astronomiske optegnelser gik tilbage til 1903 år før
Alexander, dvs. til ca. 2250 f.Kr. hvilket stemmer rimeligt med nogle af de
ældste lertavle-inskriptioner med astronomiske observationer, som indtil nu er
blevet udgravede.
Senere i Europa forblev astronomiens lære og grænser fastlåst i former givet af
de klassiske autoriteter som netop Aristoteles, foruden Apollonius, Hipparchos -
samt Ptolemæus, der både var astronom og astrolog.
Astronomien var i praksis indtil 1600-1700-tallet e.Kr. i temmelig mange
tilfælde et hjælpemiddel for beregninger til brug for astrologien. Blandt
undtagelserne var Copernicus {1473-1543), der - fortrinsvis ved at forske i
astronomiens overleverede data - kom frem til et nyt verdensbillede med Solen i
centrum, mens der ikke er bevaret eller i det hele taget kendes horoskoper eller
anden astrologi fra hans hånd.
Det blev senere en ikke ualmindelig misforståelse blandt udenforstående at
identificere astronomer som værende ”nogen der observerer og kigger i
stjernekikkerter”, skønt beregningsarbejdet som oftest udgør langt den største
del af jobbet.
Både før og efter kikkertens opfindelse har der været astronomer, der praktisk
talt aldrig havde ”direkte kontakt” med stjernerne, men i stedet støttede sig
til beregninger ud fra andres optegnelser. Og endelig efter indførelse af en
computerstyring af kikkerter, der både åbner observatorietaget, indstiller
kikkerten, optager fotos, nedskriver de opfangede spektrumlinjer, bølgelængder
mv. og ligeledes lukker af for det hele bagefter - eller undervejs hvis det
skulle blive regnvejr - alt imens den tilknyttede astronom kan holde borgerlig
sengetid uden at have set en eneste stjerne.
I de ca. 1450 år mellem Ptolemæus og Tycho Brahe kendes kun få observationer -
selv Copernicus foretog kun 27 observationer i løbet af 30 år. - Ligeledes var
det forsinkende for udviklingen, at der i Europa længe fandtes yderst få
observatorier indtil der blev opfundet to afgørende vigtige instrumenter, nemlig
kikkerten, af bl.a. Galilei i 1609, samt penduluret - inspireret af samme
Galilei - opfundet af bl.a. Huygens i 1657. Endu en forsinkende faktor synes at
have været den katolske kirkes forbud mod at bruge talcifre, ”arabertallene”,
som vi bruger nu - og som også indeholder det praktisk talt uundværlige
nul-ciffer - men som længe fastholdt brugen af de til komputering særdeles
uhåndterlige romertal (af bogstavtegn).
Den franske hertug berømte håndmalede astrologiske
kalenderbog, 1400-tallet: Les Très Riches Heures du Duc de Berry.
Bedre stjernekundskab til
søfarten
En veludviklet astronomi til brug hos søfarten var lange et voldsomt
proriteret ønske og var en absolut nødvendighed. I 1400-tallet i Portugal lod
prins Henrik Søfareren, oprettede den siden hen så berømte navigationsskole, der
netop også udstyredes med et lille observatorium. Hans portugisiske navn var Dom
Henrique O Navigador, 1394-1460. Foruden sin prinselige rang var han
ekspeditionsleder og guvernør, samt stormester i tempelherreordenen. Det synes
at være ikke mindst på grund af sidstnævnte post, at han tog disse
videnskabelige initiativer.
På Henrique O Navogador’s navigationsskole og astronomiske observatorium
underviste også lærde jøder, der havde studeret islamisk astronomi, astrologi og
matematik ved tidligere arabiske universiteter i Spanien. - Også Columbus, der
allerede havde lært sig en del astronomi og astrologi, støttedes til
forberedelserne af sine sørejser af jødiske eksperter.
Tilsvarende lærte astronomen og astrologen Rodrigo Faleiro sin ven, den
ligeledes store opdagelsesrejsende Magelian, beregning af længdegrader. Faleiro
undslog sig dog for at følge Magellan på historiens første jordomsejling. For
han havde i stjernerne ”læst”, at den astrolog, der tog med på togtet, sikkert
ville blive dræbt undervejs.
Der var også tale om, at han forudså, at selve lederen Magelian ville omkomme,
men han undlod at sige dette. Den astrolog, der i stedet tog med, havde en høj
kaptajnsrang - begge områder var således indenfor uddannelsens rækkevidde. Han
hed Andreas de San Martin fra Sevilla, og han blev myrdet undervejs på øen Zebu.
Magelian døde ligeledes inden hjemkomsten.
Astrologen Morinus og det franske
kongehus
Den franske dronning Catharina de Medici (1519-1589) benyttede den italienske
astrolog Cosimo Ruggieri og derefter Michel Notredame, kendt som astrologen og
lægen Nostradamus. Denne også clairvoiante personlighed havde dengang, i midten
af 1500-tallet, et observatorie-terrasserum i tagetagen af sit hus i
Sydfrankrig.
Med baggrund i den gamle metode at observere himlens zenit-passerende stjerner,
når disse spejlede sig i vandoverfladen i en brønd, der samtidig skærmede imod
generende sidelys, brugte han som hjælpemiddel et dybt kar med vand stående på
en bronce-trefod. Nostradamus blev tilmed benyttet af Catharina de Medici’s søn,
kong Carl d. 9., som Nostradamus også var livlæge for.
Efterfølgeren, Henrik 4., lod astrologen Lariviere tilkalde ved Ludvig 13’s
fødsel. - Ligeledes da den næste dronning, Anna af Østrig, fødte ”solkongen”
Ludvig 14., var der en astrolog skjult tilstede bag en skærm for at kunne stille
et så tidsmæssigt pålideligt horoskop som muligt.
Astrologen var Jean Baptiste Morin de Villefrance - kendt som Morinus - som
siden hen blev den følgende dronning Maria de Medici’s protege. Men ”al den
renden frem og tilbage” fra observatorium til barselsstue gjorde det besværligt
med rådgivning fra de forskellige astrologer, som ofte var blandt en regents
nærmeste fortrolige.
Derfor af hensyn til en mere direkte rådgivning for konger og fyrster havde man
endda tidligt praktiseret at indrette en art ”observatorium” el.lign. i
tilknytning til fyrsternes residenser. – Og midt i det palæ-kompleks, der
indrammer Vendôme-pladsen i Paris, som Maria de Medici ejede, lod hun derfor til
Morin, i midten af 1600-tallet, opføre den ”søjle”, der blev delvis forbillede
for Napoleons senere Vendôme-søjle. Det var i realiteten et ”tyndt tårn”,
udstyret med en indvendig trappe op til det lille observations-rum og -platform
foroven.
Morin levede i en overgangsperiode, idet han var den første, der fandt på at
sammenbygge det ældre astronomiske kvadrant-instrument med en kikkert - og han
var samtidig den sidste statsansatte kongelige astrolog i Frankrig, og hertil
med et astrologisk ”rådgivningskontor” og observatorium belejligt i nærheden af
sine foresatte.
Armillarisfære, historisk-astronomisk
instrument.
Vatikanets stjerneobservatorium
Tilsvarende havde også Vatikanet et observatorium til brug for pavens astrolog -
idet paverne skiftevis gik ind for astrologi eller forbød den, uden dog forbudet
synes at gælde dem selv. Til trods for at dette ”stjernetyder-lokale”
efterhånden udstyredes som et regulært observatorium med kikkerter mv., hvorved
”den himmelske mekanik” kunne udforskes i detaljer, var det først så sent som i
året 1835, at paven ser sig nødsaget til at ophæve kirkens band imod Copernicus
”nye” verdensbillede fra 1543, hvor Solen og ikke Jorden er planetsystemets
centrum.
l den mellemliggende tid nåede kirken i år 1600 at brænde Giordano Bruno levende
på kætterbålet for sin gentagne fornægtelse af Helligånden, en forbrydelse der
forværredes af hans udbredelse af netop disse teorier. - Nogle år efter blev
Galilei af kirken gjort til livsfange i husarrest med censur, ”Imprimatur”.
Kirken fik under hele perioden og lige indtil 1822 sat Copernicus bog på
Vatikanets sorte liste for forbudte bøger, det berygtede ”Index”.
Således har pavens astronomer efter tur måttet undertrykke, hvad de kunne læse
og efterregne hos Kepler fra ca. 1610, samt dét de med deres egen øjne kunne
observere med hensyn til rigtigheden af Copernicus teori, som nu ved kikkertens
brug kunne bekræftes af såkaldte parallelakse-fænomen (fremkaldt af Jordens
omdrejninger omkring Solen).
Dette fænomen kunne i så fald slet ikke forekomme, hvis den ældre himmelmodel
havde været sand, hvilket bl.a. kirken holdt fast på. Allerede f.eks. Ole Rømer
i 1693 og Flamsteed i Greenwich Observatoriet i 1699 observerede dette fænomen
og skrev om det.
For astrologerne spillede det ingen rolle, om Solen eller Jorden var centrum,
for det ændrer ikke noget i deres tabeller eller beregninger. Og da Copernicus
tal-angivelser ikke stemte særlig godt med Tycho Brahes egne uhyre præcise
observationer, var dette en af hovedårsagerne til, at Tycho Brahe ikke på alle
punkter kunne gå ind for Copernicus system. Stadigvæk ofte foretrækkes det - på
grund af den direkte observerbarhed - at navigere skibe med deraf enklere
beregninger ud fra den gamle himmelmodel med Jorden som centrum.
Astrologi og bogtryk fra
samme observatorium
Små hjemmeobservatorier var stort set det eneste, der fandtes både før og efter
Tycho Brahe, indtil Rundetårn blev anvendt, fra 1642. Det blev Europas første
statslige observatorium.
I Danmark anvendtes hjemmeobservatorier med statsstøtte fra 1610 og frem - af
Tycho Brahes elev Longomontanus, der også var astrolog og underviste bl.a. i
dette emne på Københavns Universitet. Her blev han efterfulgt af Erik Olufsen
Torm - og derefter af siden hen så berømte Ole Rømer, der, skønt han var leder
af Rundetårn Observatoriet, foretrak at observere fra sin bolig i Store
Kannikestræde (og byggede sit eget observatorium i Taastrup).
Det foregik også på samme måde hos H.C. Schumacher fra ca. 1820. Han var den
berømte grundlægger og redaktør af det stadig eksisterende internationale
tidsskrift ”Astronomische Nachrichten”, hvortil han også i starten - ligesom
Tycho Brahe m.fl. - havde sit eget trykkeri i sit veludstyrede
hjemmeobservatorium i Altona (dengang dansk territorium) ved Hamburg.
Men hvad astrologien angår, var den allerede fra Ole Rømers tid på vej ud af
observatorierne - og snart efter også af universiteterne. Her var astrologi
ellers var et fag, som også læger og teologer blev undervist i. Især var
universiteterne i Padua og Bologna fremhævet for deres astrologiundervisning -
og det sidste sted, hvor astrologi var et fag, var Erlangen Universitet, hvor
det hos professor Pfaff fortsatte lige til 1825.
To sider fra Tycho Brahes bog: Astronomiæ instauratæ mechanica, Wandsbek 1598.
Tycho Brahe
Hvad der i Europa med rimelighed kan fortjene betegnelsen observatorium,
indtil Rundetårn blev bygget i 1637, kunne tælles på kun 3 fingre - og de havde
alle 3 også i høj grad astrologiske formål. Den astronomi- og astrologikyndige
landgreve Wilhelm af Hessen i Cassel havde indrettet et observatorium i sin
borg, og var bestyret af hans assistent Christoffer Rothmann.
Begge korresponderede ivrigt med den danske adelsmand Tycho Brahe, hvis lille
slot ”Uraniborg”, på øen Hven først og fremmest var indrettet som observatorium
og alkymistværksted mere end som et slot.
Uraniborg var et dobbeltanlæg, der med dets tilknyttede underjordiske
observatoriekompleks ”Stjerneborg” skulle - trods dets relativt korte levetid -
blive et af de berømteste observatorier nogensinde. Og i princippet forbillede
for alle senere videnskabelige observatorier.
Europa havde indtil da aldrig kunnet opvise noget lignende, og vi skal helt
tilbage til 800-tallets store anlæg hos kaliffen af Bagdad, Al Ma’nun, samt i
Cairo i 1000-tallet og evt. det persiske observatorieanlæg Maragha i 1200-tallet
- for at kunne finde noget, der bare kan måle sig med det. Også ved disse meget
store observatorier udøvedes i tilknytning hertil astrologi for de pågældende
landes herskere.
Det tredje af de omtalte regulære europæiske observatorier fandtes i Nürnberg.
Her residerede astrologen og astronomen Johannes Müller von Königsberg
(1436-1476), især kendt under den latinske form af sit navn: Regiomontanus. Han
indrettede sammen med sin velhavende elev Bernhard Walther et udmærket
observatorium i Walthers hjem.
I dette Europas første egentlige observatorium (om end opstillet i et hjem)
havde Regiomontanus også indstalleret sit bogtrykkeri, hvor han som den første
genoptrykte oldtidens videnskabelige værker. - En anden astronom, Petrus Apianus
havde omkring 1540 i Ingolstadt også sit eget bogtrykkeri bl.a. til udgivelse af
egne værker.
Efter disse forbilleder indrettede Tycho Brahe - foruden et mekanikerværksted -
ikke alene sit eget bogtrykkeri, hans såkaldte ”typographia”, men byggede dertil
også sin egen papirmølle, så han på Hven uafhængigt kunne udgive sine egne
værker.
Kombinationen stjernelære og bogtryk mødte Tycho Brahe også på en anden måde hos
den københavnske bogtrykker og træsnitfremstiller Lorentz Benedicht, der både
trykte Tycho Brahes første bog ”De nova stella” i 1573, og som selv i en årrække
udgav de ældste danske ”planetbøger” om, ”hvad der vederfares menneskene af
lykke og ulykke” med titlen ”En Astromische bescriffuelse” (: beskrivelse).
’I dag stod planeterne
stille’
Sådanne bøger, f.eks. ”time-bøger”, kendtes allerede flere hundrede år
tidligere i Italien, Frankrig og Tyskland. De udviklede sig til en kalender,
hvor man for hver dag kunne læse om himmellegemernes forskellige aspekter, dvs.
om deres skiftende positioners indbyrdes vinkelforhold, og om formørkelser etc.
Det inspirerede almanakbrugere - f.eks. salmedigteren Thomas Kingo skrev en
januardag i 1600-tallet i sin dagbog: ”..Idag stod planeterne stille”!
Litteraturforskerne har ikke kunnet finde ud af, hvad det betyder. Men det kan
enten være, at de 5 planeter alle befandt sig i et banevendepunkt, som set fra
Jorden ser ud som stilstand (”stationær”), eller det kunne være en dag hvor
ingen himmellegemer danner aspekter til hinanden, Begge situationer forekommer
temmelig sjældent.
Det er ikke længere siden end i 1849, at sådanne planetbøger af den oprindelige
type udkom hvert år i Danmark. Stadig, især i England og Tyskland er denne
udgivelsestradition fortsat - og er fra begyndelsen af 1980’erne også igen
dukket op i danske versioner.
På et tidspunkt lavede Tycho Brahe selv astrologiske kalendere især med
vejrprognoser - det var en del af hans pligter som kongelig astrolog. Han
opstillede også et horoskop for at finde, hvornår igangsættelsen af hans
trykkeri ville være mest gunstig. I sin observatoriedagbog skriver han for den
27. november 1584 (juliansk kalender) at:
”Kl. 10 1/4 med Solen i
15 1/2 grader i Skytten og Månen 12 grader i Vandmanden - da trykte jeg
egenhændigt i mit eget typographia med de ny typer”.
- Også hans senere kollega, Johannes Kepler, fik et eget trykkeri (december
1629).
Tycho Brahe med sit store måleinstrumenet, murkvadranten, på Uraniborg på Hven.
Tycho Brahe skulle bruge sine
opfindelser til astrologien
Først og sidst var det med baggrund i astrologien, at Tycho Brahe var
voldsomt utilfreds med de dengang eksisterende unøjagtige stjerne- og
planet-tabeller og andet overleveret ringe materiale, som vanskeliggjorde
beregningarbejdet og reducerede mulighederne for at nå frem til rimelige eksakte
forudsigelser. Altså måtte han først tage ekstraordinært fat inden for dette
forsømte område.
Tycho Brahe opfandt og lod specialbygge 28 kostbare instrumenter - en del af
dem, i kæmpe størrelser, hvortil han byggede som en nabo til Uraniborg byggede
et underjordisk observatorieanlæg, ”Stjerneborg”.
Også dette forsænkede filial-observatoriums observationsbrønde forsynede han med
en anden af sine opfindelser, de drejelige observatorie-tagkupler. I det hele
taget yder han gennem sit kun 54-årige liv - hvad der i andre tilfælde ville
have krævet adskillige liv eller generationer- at revolutionere astronomien, der
stort set ikke havde ændret sig siden oldtiden: Tycho Brahe grundlægger den
moderne astronomi.
De gamle babylonieres overlegenhed inden for oldtidens astronomi skyldtes ikke
mindst deres regelmæssige himmel-observationer gennem århundreder. Det førte til
deres kæmpemæssige stjerne-bogholderi, hvorfra de kunne uddrage alle fornødne
data om himmellegemernes positionsforandrings-mønstre og cyklusser med
imponerende nøjagtighed - altsammen stadig til disse to vigtige formål: Kalender
samt astrologisk prognose, ofte i kombination.
Tycho Brahe er den første i historien, der gennemfører et koncentreret,
målrettet og regelmæssigt observationsprogram - gennem 21 år - og der skulle gå
flere hundrede år, før en sådan systematisk forskning igen fandt sted. Han
opfandt hertil det forskningsmæssige objektivitets-kriterium, ”den
videnskabelige metode”, dvs. at gentage en observation flere gange, udført
uafhængigt af flere forskellige personer og med forskellige instrumenter, så det
kunne tjekkes, hvor tæt de kom på samme resultat - hvorefter en hidtil uset
nøjagtig gennemsnitsværdi kunne uddrages.
Sammen med en gæsteassistent, Poul Wittich, opfandt Tycho Brahe
logaritme-regning i 1580 allerede før denne traditionelle regnemetode i sin
nuværende form opfandtes af den skotske baron John Napier of Merchistoun i 1617.
Napier brugte metoden især i forbindelse med netop astrologien, som han ifølge
samtidens kilder var en flittig udøver af.
Før Tycho Brahe kom til, var traditionen inden for astronomien blevet autoritær
og blokerende. Et ”fortsat” eksempel: den ”klassiske” græske astronom Callipos i
300-tallet f.Kr. udførte nogle ikke særlig nøjagtige måneberegningsformler, men
alligevel bruges de den dag i dag til at beregne påsketabeller ud fra i den
østromerske eller græsk-ortodokse kirke.
Tycho Brahes modige indsats lå bl.a. i, at han nægtede at godtage det
overleverede tal-materiale, før end han selv havde eftermålt og efterregnet det
med en indtil da uhørt nøjagtighed. Men altsammen skete igen på baggrund af, at
hans oprindelige udgangspunkt i virkeligheden var - hvilket han fastholdt livet
igennem, jf. hans selvbiografi (udkom 4 år før han døde) - at han ikke mindst
ønskede at forbedre astronomien for at forbedre astrologien.
T.v.: Tycho Brahes sol-ascendant
horoskop for Uraniborg. - T.h.: Flamsteeds Greenwich horoskop.
Brahes horoskop for
Uraniborg - og Flamsteeds for Greenwich
Da Tycho Brahe lagde grundstenen til Uraniborg, havde han opstillet
horoskopberegninger ved at finde det gunstigste tidspunkt. Men den udhugne sten
af porfyr var leveret forinden af vennen Charles Dancay, som var Frankrigs
ambassadør, og som havde ladet indhugge datoen ”1. august”. Der er ikke
overleveret noget horoskop, men Tycho Brahe må have fundet et mere velegnet
tidspunkt end den indhuggede dato, for i sin beskrivelse af Uraniborg fortæller
han, at det først er den 8. august (gammel kalenderstil) 1576 ved solopgang.
Lidt tidligere netop den dag var Dancay sammen med nogle andre adelsmænd og
lærde venner forinden ankommet til øen Hven. De udgød nu drikofre af forskellige
vine, og de bad en bøn om forsynets varetægt, hvorefter stenen indsattes - som
Tycho Brahe skriver:
”... da den opgående Sol med jupiter stod sammen i Løvens Hjerte (kongestjernen
Basiliskos/Regulus), og idet Månen var ved at optage nedgangsporten i Vandmanden ...”.
En af de første embedshandlinger af Englands første Astronomer Royal, John
Flamsteed, var at udarbejde et horoskop for det ligeledes gunstigste tidspunkt
for grundstensnedlæggelsen til Greenwich Observatory. Det stadig eksisterende
horoskop fra hans hånd viser tidspunktet 10. august (gammel kalenderstil) kl.
3.14 p.m. 1675. Flamsteed har ikke angivet fiksstjerner i Greenwich
Observatoriets horoskop, men synes tydeligt på vigtige områder at have
efterlignet det nær 100 år ældre horoskop for datidens berømteste observatorium,
Uraniborg.
Således valgte Flamsteed netop det tidspunkt i året, hvor både Solen ligesom i
Tycho Brahes Uraniborg-horoskop passerer kongestjernen
Basiliskos/Regulus og danner
konjunktion med denne - foruden at Jupiter på samme måde placeredes ved
ascendanten (jf. det ”skæve” klokkeslet). Og Saturn forsøgtes undgået i 4. hus
og i stedet nå ind i 5. hus. Begge horoskoper har desuden tilfælles at have fået
Venus placeret i Løven og Merkur i Jomfruens stjernetegn. Således synes
Flamsteed nøje at have fulgt Tycho Brahes horoskop for Uraniborgs
grundstensnedlæggelse som inspirationskilde, hvilket er en hidtil ukendt
baggrund.
Ove von Spaeth
Forfatter, historiker, uafhængig forsker: copyright © 1998 & © 2004.
- Enkelte dele af teksten er fra Ove von Spaeths bog ”Den Hemmelige Religion” - som er bind 4
i hans bogserie "Attentatet på Moses”. ( C.A.Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00 &
info@careitzel.com )
Yderligere information:
www.moses-egypt.net
Greenwich Observatoriet.
|