Uraniborg og Greenwich
- samme basilisk-tradition


Af
 OVE VON SPAETH
copyright © 1984  &  © 2004  -  www.moses-egypt.net
 

Mange astronomiske observatorier var helt frem til 1700-tallet også
tilknyttet en astrologisk praksis.
 

Astronomi for astrologiens skyld

Babylonierne brugte deres trappeformede tempelpyramider bl.a. som observatorier - hvilket bekræftes af antikkens græske skribenter som Herodot og Diodorus - hvor det var et af hovedformålene at iagttage og optegne stjernehimlens fænomener til brug for astrologi, herunder vejrforudsigelser, og til kalender-fastsættelse.

Astrologerne, i antiken ofte kaldet kaldæerne eller magerne, tilhørte præsteskabet, men knyttedes også til hoffet som rådgivere for kongerne - og har fulgt kongerne lige siden. officielt indtil for bare 250 år siden.

Calisthenes - der ledsagede Alexander den Store, da denne erobrede Babylon - har til sin onkel, der var Alexanders tidligere lærer, filosoffen Aristoteles hjemme i Grækenland, fremsendt en serie babyloniske observationer, som han havde fundet opbevaret i den babyloniske hovedstad. Teksterne var indpræget i hårdtbrændte lertavler.

Det fremgik, at disse astronomiske optegnelser gik tilbage til 1903 år før Alexander, dvs. til ca. 2250 f.Kr. hvilket stemmer rimeligt med nogle af de ældste lertavle-inskriptioner med astronomiske observationer, som indtil nu er blevet udgravede.

Senere i Europa forblev astronomiens lære og grænser fastlåst i former givet af de klassiske autoriteter som netop Aristoteles, foruden Apollonius, Hipparchos - samt Ptolemæus, der både var astronom og astrolog.

Astronomien var i praksis indtil 1600-1700-tallet e.Kr. i temmelig mange tilfælde et hjælpemiddel for beregninger til brug for astrologien. Blandt undtagelserne var Copernicus {1473-1543), der - fortrinsvis ved at forske i astronomiens overleverede data - kom frem til et nyt verdensbillede med Solen i centrum, mens der ikke er bevaret eller i det hele taget kendes horoskoper eller anden astrologi fra hans hånd.

Det blev senere en ikke ualmindelig misforståelse blandt udenforstående at identificere astronomer som værende ”nogen der observerer og kigger i stjernekikkerter”, skønt beregningsarbejdet som oftest udgør langt den største del af jobbet.

Både før og efter kikkertens opfindelse har der været astronomer, der praktisk talt aldrig havde ”direkte kontakt” med stjernerne, men i stedet støttede sig til beregninger ud fra andres optegnelser. Og endelig efter indførelse af en computerstyring af kikkerter, der både åbner observatorietaget, indstiller kikkerten, optager fotos, nedskriver de opfangede spektrumlinjer, bølgelængder mv. og ligeledes lukker af for det hele bagefter - eller undervejs hvis det skulle blive regnvejr - alt imens den tilknyttede astronom kan holde borgerlig sengetid uden at have set en eneste stjerne.

I de ca. 1450 år mellem Ptolemæus og Tycho Brahe kendes kun få observationer - selv Copernicus foretog kun 27 observationer i løbet af 30 år. - Ligeledes var det forsinkende for udviklingen, at der i Europa længe fandtes yderst få observatorier indtil der blev opfundet to afgørende vigtige instrumenter, nemlig kikkerten, af bl.a. Galilei i 1609, samt penduluret - inspireret af samme Galilei - opfundet af bl.a. Huygens i 1657. Endu en forsinkende faktor synes at have været den katolske kirkes forbud mod at bruge talcifre, ”arabertallene”, som vi bruger nu - og som også indeholder det praktisk talt uundværlige nul-ciffer - men som længe fastholdt brugen af de til komputering særdeles uhåndterlige romertal (af bogstavtegn).
 


Den franske hertug berømte håndmalede astrologiske kalenderbog,
1400-tallet: Les Très Riches Heures du Duc de Berry.

 

Bedre stjernekundskab til søfarten

En veludviklet astronomi til brug hos søfarten var lange et voldsomt proriteret ønske og var en absolut nødvendighed. I 1400-tallet i Portugal lod prins Henrik Søfareren, oprettede den siden hen så berømte navigationsskole, der netop også udstyredes med et lille observatorium. Hans portugisiske navn var Dom Henrique O Navigador, 1394-1460. Foruden sin prinselige rang var han ekspeditionsleder og guvernør, samt stormester i tempelherreordenen. Det synes at være ikke mindst på grund af sidstnævnte post, at han tog disse videnskabelige initiativer.

På Henrique O Navogador’s navigationsskole og astronomiske observatorium underviste også lærde jøder, der havde studeret islamisk astronomi, astrologi og matematik ved tidligere arabiske universiteter i Spanien. - Også Columbus, der allerede havde lært sig en del astronomi og astrologi, støttedes til forberedelserne af sine sørejser af jødiske eksperter.

Tilsvarende lærte astronomen og astrologen Rodrigo Faleiro sin ven, den ligeledes store opdagelsesrejsende Magelian, beregning af længdegrader. Faleiro undslog sig dog for at følge Magellan på historiens første jordomsejling. For han havde i stjernerne ”læst”, at den astrolog, der tog med på togtet, sikkert ville blive dræbt undervejs.

Der var også tale om, at han forudså, at selve lederen Magelian ville omkomme, men han undlod at sige dette. Den astrolog, der i stedet tog med, havde en høj kaptajnsrang - begge områder var således indenfor uddannelsens rækkevidde. Han hed Andreas de San Martin fra Sevilla, og han blev myrdet undervejs på øen Zebu. Magelian døde ligeledes inden hjemkomsten.


Astrologen Morinus og det franske kongehus

Den franske dronning Catharina de Medici (1519-1589) benyttede den italienske astrolog Cosimo Ruggieri og derefter Michel Notredame, kendt som astrologen og lægen Nostradamus. Denne også clairvoiante personlighed havde dengang, i midten af 1500-tallet, et observatorie-terrasserum i tagetagen af sit hus i Sydfrankrig.

Med baggrund i den gamle metode at observere himlens zenit-passerende stjerner, når disse spejlede sig i vandoverfladen i en brønd, der samtidig skærmede imod generende sidelys, brugte han som hjælpemiddel et dybt kar med vand stående på en bronce-trefod. Nostradamus blev tilmed benyttet af Catharina de Medici’s søn, kong Carl d. 9., som Nostradamus også var livlæge for.

Efterfølgeren, Henrik 4., lod astrologen Lariviere tilkalde ved Ludvig 13’s fødsel. - Ligeledes da den næste dronning, Anna af Østrig, fødte ”solkongen” Ludvig 14., var der en astrolog skjult tilstede bag en skærm for at kunne stille et så tidsmæssigt pålideligt horoskop som muligt.

Astrologen var Jean Baptiste Morin de Villefrance - kendt som Morinus - som siden hen blev den følgende dronning Maria de Medici’s protege. Men ”al den renden frem og tilbage” fra observatorium til barselsstue gjorde det besværligt med rådgivning fra de forskellige astrologer, som ofte var blandt en regents nærmeste fortrolige.

Derfor af hensyn til en mere direkte rådgivning for konger og fyrster havde man endda tidligt praktiseret at indrette en art ”observatorium” el.lign. i tilknytning til fyrsternes residenser. – Og midt i det palæ-kompleks, der indrammer Vendôme-pladsen i Paris, som Maria de Medici ejede, lod hun derfor til Morin, i midten af 1600-tallet, opføre den ”søjle”, der blev delvis forbillede for Napoleons senere Vendôme-søjle. Det var i realiteten et ”tyndt tårn”, udstyret med en indvendig trappe op til det lille observations-rum og -platform foroven.

Morin levede i en overgangsperiode, idet han var den første, der fandt på at sammenbygge det ældre astronomiske kvadrant-instrument med en kikkert - og han var samtidig den sidste statsansatte kongelige astrolog i Frankrig, og hertil med et astrologisk ”rådgivningskontor” og observatorium belejligt i nærheden af sine foresatte.
 



Armillarisfære, historisk-astronomisk instrument.


Vatikanets stjerneobservatorium

Tilsvarende havde også Vatikanet et observatorium til brug for pavens astrolog - idet paverne skiftevis gik ind for astrologi eller forbød den, uden dog forbudet synes at gælde dem selv. Til trods for at dette ”stjernetyder-lokale” efterhånden udstyredes som et regulært observatorium med kikkerter mv., hvorved ”den himmelske mekanik” kunne udforskes i detaljer, var det først så sent som i året 1835, at paven ser sig nødsaget til at ophæve kirkens band imod Copernicus ”nye” verdensbillede fra 1543, hvor Solen og ikke Jorden er planetsystemets centrum.

l den mellemliggende tid nåede kirken i år 1600 at brænde Giordano Bruno levende på kætterbålet for sin gentagne fornægtelse af Helligånden, en forbrydelse der forværredes af hans udbredelse af netop disse teorier. - Nogle år efter blev Galilei af kirken gjort til livsfange i husarrest med censur, ”Imprimatur”. Kirken fik under hele perioden og lige indtil 1822 sat Copernicus bog på Vatikanets sorte liste for forbudte bøger, det berygtede ”Index”.

Således har pavens astronomer efter tur måttet undertrykke, hvad de kunne læse og efterregne hos Kepler fra ca. 1610, samt dét de med deres egen øjne kunne observere med hensyn til rigtigheden af Copernicus teori, som nu ved kikkertens brug kunne bekræftes af såkaldte parallelakse-fænomen (fremkaldt af Jordens omdrejninger omkring Solen).

Dette fænomen kunne i så fald slet ikke forekomme, hvis den ældre himmelmodel havde været sand, hvilket bl.a. kirken holdt fast på. Allerede f.eks. Ole Rømer i 1693 og Flamsteed i Greenwich Observatoriet i 1699 observerede dette fænomen og skrev om det.

For astrologerne spillede det ingen rolle, om Solen eller Jorden var centrum, for det ændrer ikke noget i deres tabeller eller beregninger. Og da Copernicus tal-angivelser ikke stemte særlig godt med Tycho Brahes egne uhyre præcise observationer, var dette en af hovedårsagerne til, at Tycho Brahe ikke på alle punkter kunne gå ind for Copernicus system. Stadigvæk ofte foretrækkes det - på grund af den direkte observerbarhed - at navigere skibe med deraf enklere beregninger ud fra den gamle himmelmodel med Jorden som centrum.


Astrologi og bogtryk fra samme observatorium

Små hjemmeobservatorier var stort set det eneste, der fandtes både før og efter Tycho Brahe, indtil Rundetårn blev anvendt, fra 1642. Det blev Europas første statslige observatorium.

I Danmark anvendtes hjemmeobservatorier med statsstøtte fra 1610 og frem - af Tycho Brahes elev Longomontanus, der også var astrolog og underviste bl.a. i dette emne på Københavns Universitet. Her blev han efterfulgt af Erik Olufsen Torm - og derefter af siden hen så berømte Ole Rømer, der, skønt han var leder af Rundetårn Observatoriet, foretrak at observere fra sin bolig i Store Kannikestræde (og byggede sit eget observatorium i Taastrup).

Det foregik også på samme måde hos H.C. Schumacher fra ca. 1820. Han var den berømte grundlægger og redaktør af det stadig eksisterende internationale tidsskrift ”Astronomische Nachrichten”, hvortil han også i starten - ligesom Tycho Brahe m.fl. - havde sit eget trykkeri i sit veludstyrede hjemmeobservatorium i Altona (dengang dansk territorium) ved Hamburg.

Men hvad astrologien angår, var den allerede fra Ole Rømers tid på vej ud af observatorierne - og snart efter også af universiteterne. Her var astrologi ellers var et fag, som også læger og teologer blev undervist i. Især var universiteterne i Padua og Bologna fremhævet for deres astrologiundervisning - og det sidste sted, hvor astrologi var et fag, var Erlangen Universitet, hvor det hos professor Pfaff fortsatte lige til 1825.
 

         

To sider fra Tycho Brahes bog: Astronomiæ instauratæ mechanica, Wandsbek 1598.

 

Tycho Brahe

Hvad der i Europa med rimelighed kan fortjene betegnelsen observatorium, indtil Rundetårn blev bygget i 1637, kunne tælles på kun 3 fingre - og de havde alle 3 også i høj grad astrologiske formål. Den astronomi- og astrologikyndige landgreve Wilhelm af Hessen i Cassel havde indrettet et observatorium i sin borg, og var bestyret af hans assistent Christoffer Rothmann.

Begge korresponderede ivrigt med den danske adelsmand Tycho Brahe, hvis lille slot ”Uraniborg”, på øen Hven først og fremmest var indrettet som observatorium og alkymistværksted mere end som et slot.

Uraniborg var et dobbeltanlæg, der med dets tilknyttede underjordiske observatoriekompleks ”Stjerneborg” skulle - trods dets relativt korte levetid - blive et af de berømteste observatorier nogensinde. Og i princippet forbillede for alle senere videnskabelige observatorier.

Europa havde indtil da aldrig kunnet opvise noget lignende, og vi skal helt tilbage til 800-tallets store anlæg hos kaliffen af Bagdad, Al Ma’nun, samt i Cairo i 1000-tallet og evt. det persiske observatorieanlæg Maragha i 1200-tallet - for at kunne finde noget, der bare kan måle sig med det. Også ved disse meget store observatorier udøvedes i tilknytning hertil astrologi for de pågældende landes herskere.

Det tredje af de omtalte regulære europæiske observatorier fandtes i Nürnberg. Her residerede astrologen og astronomen Johannes Müller von Königsberg (1436-1476), især kendt under den latinske form af sit navn: Regiomontanus. Han indrettede sammen med sin velhavende elev Bernhard Walther et udmærket observatorium i Walthers hjem.

I dette Europas første egentlige observatorium (om end opstillet i et hjem) havde Regiomontanus også indstalleret sit bogtrykkeri, hvor han som den første genoptrykte oldtidens videnskabelige værker. - En anden astronom, Petrus Apianus havde omkring 1540 i Ingolstadt også sit eget bogtrykkeri bl.a. til udgivelse af egne værker.

Efter disse forbilleder indrettede Tycho Brahe - foruden et mekanikerværksted - ikke alene sit eget bogtrykkeri, hans såkaldte ”typographia”, men byggede dertil også sin egen papirmølle, så han på Hven uafhængigt kunne udgive sine egne værker.

Kombinationen stjernelære og bogtryk mødte Tycho Brahe også på en anden måde hos den københavnske bogtrykker og træsnitfremstiller Lorentz Benedicht, der både trykte Tycho Brahes første bog ”De nova stella” i 1573, og som selv i en årrække udgav de ældste danske ”planetbøger” om, ”hvad der vederfares menneskene af lykke og ulykke” med titlen ”En Astromische bescriffuelse” (: beskrivelse).


’I dag stod planeterne stille’

Sådanne bøger, f.eks. ”time-bøger”, kendtes allerede flere hundrede år tidligere i Italien, Frankrig og Tyskland. De udviklede sig til en kalender, hvor man for hver dag kunne læse om himmellegemernes forskellige aspekter, dvs. om deres skiftende positioners indbyrdes vinkelforhold, og om formørkelser etc. Det inspirerede almanakbrugere - f.eks. salmedigteren Thomas Kingo skrev en januardag i 1600-tallet i sin dagbog: ”..Idag stod planeterne stille”!

Litteraturforskerne har ikke kunnet finde ud af, hvad det betyder. Men det kan enten være, at de 5 planeter alle befandt sig i et banevendepunkt, som set fra Jorden ser ud som stilstand (”stationær”), eller det kunne være en dag hvor ingen himmellegemer danner aspekter til hinanden, Begge situationer forekommer temmelig sjældent.

Det er ikke længere siden end i 1849, at sådanne planetbøger af den oprindelige type udkom hvert år i Danmark. Stadig, især i England og Tyskland er denne udgivelsestradition fortsat - og er fra begyndelsen af 1980’erne også igen dukket op i danske versioner.

På et tidspunkt lavede Tycho Brahe selv astrologiske kalendere især med vejrprognoser - det var en del af hans pligter som kongelig astrolog. Han opstillede også et horoskop for at finde, hvornår igangsættelsen af hans trykkeri ville være mest gunstig. I sin observatoriedagbog skriver han for den 27. november 1584 (juliansk kalender) at:
          ”Kl. 10 1/4 med Solen i 15 1/2 grader i Skytten og Månen 12 grader i Vandmanden - da trykte jeg egenhændigt i mit eget typographia med de ny typer”.
- Også hans senere kollega, Johannes Kepler, fik et eget trykkeri (december 1629).
 



Tycho Brahe med sit store måleinstrumenet,
murkvadranten, på Uraniborg på Hven.

 

Tycho Brahe skulle bruge sine opfindelser til astrologien

Først og sidst var det med baggrund i astrologien, at Tycho Brahe var voldsomt utilfreds med de dengang eksisterende unøjagtige stjerne- og planet-tabeller og andet overleveret ringe materiale, som vanskeliggjorde beregningarbejdet og reducerede mulighederne for at nå frem til rimelige eksakte forudsigelser. Altså måtte han først tage ekstraordinært fat inden for dette forsømte område.

Tycho Brahe opfandt og lod specialbygge 28 kostbare instrumenter - en del af dem, i kæmpe størrelser, hvortil han byggede som en nabo til Uraniborg byggede et underjordisk observatorieanlæg, ”Stjerneborg”.

Også dette forsænkede filial-observatoriums observationsbrønde forsynede han med en anden af sine opfindelser, de drejelige observatorie-tagkupler. I det hele taget yder han gennem sit kun 54-årige liv - hvad der i andre tilfælde ville have krævet adskillige liv eller generationer- at revolutionere astronomien, der stort set ikke havde ændret sig siden oldtiden: Tycho Brahe grundlægger den moderne astronomi.

De gamle babylonieres overlegenhed inden for oldtidens astronomi skyldtes ikke mindst deres regelmæssige himmel-observationer gennem århundreder. Det førte til deres kæmpemæssige stjerne-bogholderi, hvorfra de kunne uddrage alle fornødne data om himmellegemernes positionsforandrings-mønstre og cyklusser med imponerende nøjagtighed - altsammen stadig til disse to vigtige formål: Kalender samt astrologisk prognose, ofte i kombination.

Tycho Brahe er den første i historien, der gennemfører et koncentreret, målrettet og regelmæssigt observationsprogram - gennem 21 år - og der skulle gå flere hundrede år, før en sådan systematisk forskning igen fandt sted. Han opfandt hertil det forskningsmæssige objektivitets-kriterium, ”den videnskabelige metode”, dvs. at gentage en observation flere gange, udført uafhængigt af flere forskellige personer og med forskellige instrumenter, så det kunne tjekkes, hvor tæt de kom på samme resultat - hvorefter en hidtil uset nøjagtig gennemsnitsværdi kunne uddrages.

Sammen med en gæsteassistent, Poul Wittich, opfandt Tycho Brahe logaritme-regning i 1580 allerede før denne traditionelle regnemetode i sin nuværende form opfandtes af den skotske baron John Napier of Merchistoun i 1617. Napier brugte metoden især i forbindelse med netop astrologien, som han ifølge samtidens kilder var en flittig udøver af.

Før Tycho Brahe kom til, var traditionen inden for astronomien blevet autoritær og blokerende. Et ”fortsat” eksempel: den ”klassiske” græske astronom Callipos i 300-tallet f.Kr. udførte nogle ikke særlig nøjagtige måneberegningsformler, men alligevel bruges de den dag i dag til at beregne påsketabeller ud fra i den østromerske eller græsk-ortodokse kirke.

Tycho Brahes modige indsats lå bl.a. i, at han nægtede at godtage det overleverede tal-materiale, før end han selv havde eftermålt og efterregnet det med en indtil da uhørt nøjagtighed. Men altsammen skete igen på baggrund af, at hans oprindelige udgangspunkt i virkeligheden var - hvilket han fastholdt livet igennem, jf. hans selvbiografi (udkom 4 år før han døde) - at han ikke mindst ønskede at forbedre astronomien for at forbedre astrologien.
 


T.v.: Tycho Brahes sol-ascendant horoskop for Uraniborg. - T.h.: Flamsteeds Greenwich horoskop.


Brahes horoskop for Uraniborg - og Flamsteeds for Greenwich

Da Tycho Brahe lagde grundstenen til Uraniborg, havde han opstillet horoskopberegninger ved at finde det gunstigste tidspunkt. Men den udhugne sten af porfyr var leveret forinden af vennen Charles Dancay, som var Frankrigs ambassadør, og som havde ladet indhugge datoen ”1. august”. Der er ikke overleveret noget horoskop, men Tycho Brahe må have fundet et mere velegnet tidspunkt end den indhuggede dato, for i sin beskrivelse af Uraniborg fortæller han, at det først er den 8. august (gammel kalenderstil) 1576 ved solopgang.

Lidt tidligere netop den dag var Dancay sammen med nogle andre adelsmænd og lærde venner forinden ankommet til øen Hven. De udgød nu drikofre af forskellige vine, og de bad en bøn om forsynets varetægt, hvorefter stenen indsattes - som Tycho Brahe skriver:
          ”... da den opgående Sol med jupiter stod sammen i Løvens Hjerte (kongestjernen Basiliskos/Regulus), og idet Månen var ved at optage nedgangsporten i Vandmanden ...”.

En af de første embedshandlinger af Englands første Astronomer Royal, John Flamsteed, var at udarbejde et horoskop for det ligeledes gunstigste tidspunkt for grundstensnedlæggelsen til Greenwich Observatory. Det stadig eksisterende horoskop fra hans hånd viser tidspunktet 10. august (gammel kalenderstil) kl. 3.14 p.m. 1675. Flamsteed har ikke angivet fiksstjerner i Greenwich Observatoriets horoskop, men synes tydeligt på vigtige områder at have efterlignet det nær 100 år ældre horoskop for datidens berømteste observatorium, Uraniborg.

Således valgte Flamsteed netop det tidspunkt i året, hvor både Solen ligesom i Tycho Brahes Uraniborg-horoskop passerer kongestjernen Basiliskos/Regulus og danner konjunktion med denne - foruden at Jupiter på samme måde placeredes ved ascendanten (jf. det ”skæve” klokkeslet). Og Saturn forsøgtes undgået i 4. hus og i stedet nå ind i 5. hus. Begge horoskoper har desuden tilfælles at have fået Venus placeret i Løven og Merkur i Jomfruens stjernetegn. Således synes Flamsteed nøje at have fulgt Tycho Brahes horoskop for Uraniborgs grundstensnedlæggelse som inspirationskilde, hvilket er en hidtil ukendt baggrund.


Ove von Spaeth

Forfatter, historiker, uafhængig forsker: copyright © 1998 & © 2004.

- Enkelte dele af teksten er fra Ove von Spaeths
bog ”Den Hemmelige Religion” - som er bind 4 i hans bogserie "Attentatet på Moses”.
( C.A.Reitzels forlag og boghandel,  tlf. 33 12 24 00  &  info@careitzel.com )

Yderligere information:  www.moses-egypt.net
 



Greenwich Observatoriet.


 

 

 

 

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Copyright © 2007 (& © 1978) by: Ove von Spaeth   -   www.moses-egypt.net   -   All rights reserved.