Nyt liv og mening i
religionshistorien
En
bog-(serie), hvori det indsamlede materiale i sig selv under læsningen kan føre
en læser dybere og dybere ind i andre dimensioner og mulige nye erkendelser,
vil samtidig være en vidensamling, som det bliver et
naturligt ønske at dele med mange mennesker.
Et netop så exceptionelt materiale, som opbevares i en
sådan bog og formidles ved linjeføringer i reelt flerfoldige
niveauer, vil dermed kunne være et varigt depot af berigende emner til læserens
egen forvaltning og udveksling.
De omhandlede bøger er skrevet
efter mange års forskning i mysterieviden bag de gamle verdensreligioner, i
dette tilfælde i forbindelse med den historiske Moses’ indstiftelse af en ny
religion, bl.a. med visse træk fra et ældre egyptiske mysteriegrundlag. Således
har jeg givet min Moses-series bind 4 sin titel ”Den Hemmelige Religion”.
I det følgende præsenteres et særligt eksempel
på, hvilke reaktioner bogen har frembragt hos en erfaren læser, Jurij Moskvitin, der selv er forfatter og filosof (foruden
matematiker, filmkomponist og musikanmelder) og
dertil med mange års interesse i religionshistorie.
Jurij Moskvitins tanker om de fremlagte resultater er
ekspanderende og engageret reflektion - og på den
måde bliver der mere viden at dele ud af. - En god læse-rejse gennem Jurij Moskvitins tekst ønskes alle læserne, af
Ove von Spaeth - www.moses-egypt.net
Nyt liv og mening i religionshistorien
Af Jurij Moskvitin, filosof, forfatter
Kan vi komme nærmere på at forstå historien
indefra? Jurij Moskvitin ser på spørgsmålet ved sin
læsning af en ny og kontroversiel bog med sporing af vores nutids grundlag i
det historiske Egyptens præg på Moses’ religion.
Et centralt udgangspunkt for analysen af sine tekster er Ove von Spaeths benyttelse af et vigtigt princip, opstillet af
sociologen og antropologen Max Weber, som kalder det for ’Verstehen’,
der betegner den indlysende faktor - hvilken forbavsende ofte ikke ses overholdt inden for forskningen
- nemlig at man ikke kan beskrive en fjern kulturs skikke og ritualer uden at
forstå meningen og selve formålet.
Hvad er sandhed?
Nietzsche definerer sandheden som ”det mest selvmodsigelsesfri sæt
løgne”. Det er naturligvis en skeptisk måde at definere videnskabelig sandhed
på, men sagen er bare den, at vi ikke har bedre definitioner.
Og om definition af sandhed handler bl.a. - direkte og indirekte - Ove von Spaeths store værk om Moses, hvoraf vi af de samlede fem
bind her beskæftiger os med fjerde bind, der har titlen ”Den Hemmelige
Religion”, hvor forfatteren, sammen med læseren, høster, hvad der blev sået i
de foregående lige så interessante bind. For og imod von Spaeth,
men ét kan nemlig ikke nægtes, at det er interessant og givende læsning
forfatteren byder os.
Hvilke sandheder kan vi fremdrage af tekster, der rækker
tilbage til begivenheder, der har fundet sted for 3500 år siden? I tilfældet
Moses - den centrale figur fra Det Gamle Testamente - har vi et virvar af
meddelelser af forskellig lødighed og troværdighed, ofte endda selvmodsigende.
Hvordan her foretage valg og fravalg, så det sæt mindst selvmodsigende løgne,
vi når frem til, ikke blot kan karakteriseres som resultatet af metoden ”hug en
hæl, klip en tå”?
Indviedes viden bragt i
ny form
Ove von Spaeth går klassisk videnskabeligt til værks.
Han vælger en hypotese, som han ud fra rimelig fornuft anser for sandsynlig.
Derefter drager han konsekvensen af sin hypotese - teorien. Og endelig
foretager han eksperiment - undersøger, om teorien får flere brikker til at
falde på plads end andre og tidligere hypoteser eller antagelser. Hvis dette er
tilfældet, må eksperimentet siges at have bevist hypotesens bærekraft.
Hypotesen i von Spaeths værk om
Moses har som hovedpunkt, at den almindeligt vedtagne datering af Moses er
forkert. Ove von Spaeth daterer farao Tuthmosis (III) til at være død 1455 f.Kr. og dermed
sammenfaldende med israelitternes udvandring fra Ægypten, det historisk set
centrale punkt i Moses’ liv.
Den påfølgende teori fordrer nu videre, at Moses gøres til søn af dronning Hatshepsut og ægyptisk tronarving, der gennem intriger
franarres tronen, en begivenhed, der for Moses bliver incitamentet til et slags
oprør - han sætter sig i spidsen for det jødiske folk, hvis udvandring han
gennemfører, samtidig med han lader dem blive bærere af en for dem ny religion,
men som i virkeligheden er den gamle ægyptiske, i hvis inderste kerne Moses som
tronarving er blevet indviet, og som han i fornyet og frugtbringende form
dermed kommer til at videregive verden.
Er der nu belæg for alt dette - falder brikkerne på
plads? Er eksperimentet vellykket? Og det må de siges at gøre i overvejende
sandsynlig grad. Mere kan der bestemt ikke forlanges. Ove von Spaeth har med sit værk hentet en af historiens store
skikkelser tilbage fra mytens tågeverden - hvortil han længe har været forvist
- til skinbarlig virkelighed.
Men under denne bestræbelse har forfatteren også kunnet vise en meget nøje
forbindelse mellem oldægyptisk verdensopfattelse og
en moderne opfattet realistisk indvielsespsykologi, der puster nyt liv og mening
i den efterhånden sekterisk forstenede kristendom. Om man vil, så bliver Moses
fra 3500 år siden gennem von Spaeth til en livgivende
kilde for moderne mennesker.
Modstanden
fra teologisk hold
Det er altså ikke
småting, vi, med von Spaeth som anfører, giver os i
lag med. For at demonstrere sin vision, atter at bringe den livgivende kilde
frem i lyset, har forfatteren sandelig også taget alle midler i brug. Han
sprænger bjerge væk eller borer pas igennem dem; alle våben, i form af en meget
omfattende viden inden for mange ellers isolerede fagområder synes at stå til
von Spaeths disposition.
Det er naturligvis de konventionelle opfattelser af Moses og indholdet i GT von
Spaeth i første række er nødt til at bryde med. Og
hermed står vi straks over for noget ganske interessant: Modstanden mod von Spaeths arbejde, som der synes at have været en del af,
kommer først og fremmest fra teologisk hold, og dette hold endda stærkt
indskrænket ved hovedsageligt at være mobiliseret blandt tysk protestantisk
orienterede teologer og deres aflæggere herhjemme. En mand som Adolf Harnack, den store og indflydelsesrige tyske teolog, der
hadede enhver tanke om en tæt forbindelse mellem kristendommmen,
gnosticisme og neoplatonisme, ville utvivlsomt have forlangt von Spaeth brændt på kætterbålet.
Exceptionel
oversigt
Sine tilhængere til
alle tider vil von Spaeth finde blandt psykologisk og
filosofisk orienterede kulturhistorikere. Nietzsche ville have nikket
bifaldende til von Spaeths - iøvrigt
fremragende - gennemgang af kristendommens udvikling fra ur-kristendommen, dens
forfald, og dens evne til at holde sig i live ved hemmeligt at vende tilbage
til sine ægyptiske rødder og derfra søge næring, og hvordan denne skjulte side
af kristendommen pludselig satte blomst i form af renæssancens humanistiske
bevægelse.
I fotonegativ siger von Spaeth det samme som
Nietzsche i ’Antichrist’. Og for så vidt også som
Kierkegaard, når denne hævder, at moderne kirkelig kristendom er udvandet vrøvl
og nærmest det modsatte af den oprindelige mening.
Sigmund Freud ville have taget von Spaeths
hypotetiske udgangspunkt, der gør Moses til ægypter, som en selvfølge. ”Den
ægyptiske faktor”, som von Spaeth kalder det, som
værende også et fundamentalt element i den levende kristendom, ville være
blevet accepteret af så forskellige historiske forfattere som Oswald Spengler og Egon Friedell.
Og den nære forbindelse mellem kristendom og buddhisme - det er den
forbindelse, Wagner arbejder med i Parsifal. Det siger sig selv, at C.G. Jung
ville have været med på det von Spaeth’ske hold.
Herhjemme er von Spaeth på bølgelængde med Johannes Hohlenberg fra den ældre generation, og på sin vis Aage
Henriksen fra en senere. I dagens England ville en mand som Colin Wilson ikke
stå fremmed for von Spaeths tanker.
Spor
og vidnesbyrd
Og løgn og sandhed
- når vi nu taler om det. Hører det ikke med til sund fornuft at tro, at den
rigtigste beskrivelse af en kildes udspring sandsynligvis må være den, der
tidsmæssigt ligger udspringet nærmest? Og omvendt, at man kan komme så langt
bort fra kildens udspring, at man forveksler den med en brudt kloakrør? For
selv den mest skeptiske må det være indlysende, at von Spaeth
her har noget vigtigt at sige, når han gør opmærksom på oldtidens opfattelse af
forholdet mellem jødedom, kristendom og den ægyptiske tankeverden.
Augustin, Philo, Josephus -
for blot at nævne et par af de kendteste navne - er blandt de mange, von Spaeth lader udtale sig om Moses og Ægypten, om Moses'
indflydelse på sin tids ægyptiske religiøse tænkning, om de mange paralleller
til ægyptisk tænkning, vi finder i GT, samt tilsvarende spor i NT. Disse
vidnesbyrd er simpelthen ikke til at komme uden om.
Kirkefædrene, der udover Augustin nævnes - og videre, Plotins
sekretær Porphyrius, og dertil Jamblichus,
en hel hærskare, kan ikke alle have været fantaster og ønsketænkere. Ove von Spaeth bemærker i øvrigt, at man inden for oldtidskirken
nærmest opfattede den kristne tro som en kulmination og syntese af en række af
de andre religiøst-filosofiske bevægelser, og at det først var i senere
århundreder, man søgte at vise Jesus som en helt ny og isoleret skikkelse.
Før var der en tendens til at se store åndelige skikkelser før Kristus som en
slags forløbere for denne - Platon blev opfattet som en slags kristen.
Dokumentation
man ikke kan komme uden om
Det er vanskeligt
at se, hvordan man kan komme udenom den dokumentation, som von Spaeth her fremlægger. Når man læser von Spaeth og har blot det mindste kendskab til NT, kan man
slet ikke undgå at høre dette værk klinge med. Tænk blot på Fadervor - ”ske din
vilje, som i himlen, således også her på jorden”. Det er jo nærmest Platons
idé-lære i eksistentiel form, og dermed så sandelig også en tanke, vi finder
hos de gamle ægyptere.
Og når Jesus lades sige, at ”Gud rige er i jert
indre”, kan det mon forstås fornuftigt på anden måde end mystisk-psykologisk?
Og von Spaeth får den interesserede læser til at
spørge sig selv, om hvorfra i himlens navn denne senere skræk for himlens
konkrete nærvær kommer fra?
At der er en permament tendens, allerede i GT, til at
vige tilbage fra selve den ægyptisk-gnostiske, kristne kerne - som von Spaeth i øvrigt mener er al samfundsdannende religions
kerne - giver han mange eksempler på. Et sådant er katharernes
version af linjen i Fadervor, ”giv os i dag vort daglige brød”. Hos denne
kristne retning finder vi versionen ”giv os i dag vort åndelige brød”. Men
skulle denne version ikke være nærmere tanken om, at det er det indre, ”ånden” i
os selv og i kosmos, vi søger?
Vi har samme problem med Bjergprædikenen, verset ”salige er de fattige i
ånden”, (Lukas). Da de andre evangelier ikke har ”i ånden”, har der været en
tendens til at hævde, at ”i ånden” hos Lukas er en tilføjelse af en eller anden
anti-marxist fra den tid.
Til støtte for von Spaeths iagttagelse, at der er en
gennemgående tendens til også at støde Moses og kernen i hans tankeverden fra
os, vil jeg lige nævne, at den oprindelige oversætter af GT fra Hebraisk og NT
fra græsk, Skt. Hieronymus, netop oversætter ”vort daglige brød” til ”panis nostrum supersubstantialis”
- ”vort åndelige brød”. Vidste Hieronymus da ikke, hvad han talte om? - denne
mand, som Augustin lovpriser og hvis sikre kendskab til hebraisk, græsk og
latin, han fremhæver.
Den
essentielle forståelse
Et centralt
udgangspunkt for analysen af sine tekster er von Spaeths
benyttelse af et princip knæsat af sociologen og antropologen Max Weber, som
kalder dette princip for ”Verstehen”. Tanken går ud
på, at man ikke kan beskrive en fjern kulturs skikke og ritualer uden at forstå
meningen. En opdagelsesrejsende, der vil beskrive en eksotisk stammes ritualer
i forbindelse med fremkaldelsen af regn, vil aldrig kunne beskrive ritualet
rigtigt, med mindre han forstår ritualets formål - at fremkalde regn.
Og hermed begiver von Spaeth sig ind på stærkt
minerede områder - oldtidens mysteriekulter og astrologi. Ove von Spaeth mener ganske enkelt, at uden et kendskab til
oldtidens astrologiske forestillinger og den dybere tanke med de mange og ofte
sære kultiske ritualer, forstår vi kun en brøkdel af bibelens indhold, og i
hvert fald slet ikke nok til at kunne se de spændende forbindelser mellem den
ægyptiske, den jødiske og den kristne verden.
Som en rød klud for moderne religionssociologer fremhæver von Spaeth endvidere, at de store religioner ikke oprindeligt
er et socialt produkt, men at civilisationen, og overlevelsesdygtige samfund i
det hele taget, tager deres udspring i individuelle oplevelser af mystisk art,
som det var kulternes formål at fremkalde.
Hvordan vi end vender og drejer det, kan vi ikke komme
uden om von Spaeths fremdragelse af de forhold af
praksis, der gjorde sig gældende i oldtiden og en lang tid frem. Fra det gamle
Ægypten over Grækenland og Rom, med en pause i middelalderen, men en genopblomstring
under renæssancen, var hele perioden gennemsyret af kultisk og astrologisk
tankegang.
Kultiske
ritualer
Det aktuelle,
fjerde bind i Ove von Spaeth serie om Moses, ’Den
Hemmelige Religion’ med undertitlen ’Moses og den egyptiske Arv i Fortid og
Nutid’ (C.A. Reitzels forlag), er en tour de force af et forsøg på at få os til
at læse GT og NT gennem kultiske og astrologiske briller.
For dem, der får kvalme ved ordet astrologi, vil jeg på egne vegne komme med et
forklarende indlæg: Man behøver ikke, som det alt for ofte er tilfældet,
opfatte stjernekonstellationer som direkte årsager til begivenheder på det
individuelle og det almene plan på vor klode. Stjernekonstellationerne optræder
med cyklisk og dermed forudberegneligt periodicitet. Som f.eks.
solformørkelser.
At Jorden til forskellige tidspunkter og i forskellige positioner i forhold til
solen er påvirket af forskellige former for kosmisk stråling, mere eller mindre
betydningsfuld, er der intet nyt eller uforståeligt i. Heller ikke i, at kosmisk
stråling kan være årsag til mange forklarlige og mange endnu ikke forklarlige
fænomener her på jorden. Forskellige former for kosmisk stråling kan
naturligvis også optræde med regelmæssig periodicitet - som f.eks. effekterne
af solpletter, som både er målelige og ofte forudberegnelige.
Der er derfor intet til hinder for, at en bestemt form for kosmisk stråling kan
optræde samtidigt med en bestemt stjernekonstellation. Kender man ikke kilden
til den kosmiske stråling, men kun effekten, og denne effekt optræder
tilsyneladende forbundet med den bestemte stjernekonstellation, vil der være en
naturlig tilbøjelighed til at udnævne den i sig selv uskyldige
stjernekonstellationen til årsagen.
Stjernetegnene skal tages netop som tegn eller signaler. Fejlen vi begår, er,
som Pavlovs hunde, at tro, at den kimende klokke er årsagen til den lækre mad.
Den er blot tegn på, at den er serveret.
Orfisk og Osirisk tolkning
Effekten af
kultiske ritualer behøver ikke at forklares eller ”forsvares”. De er en gennemstuderet
kendsgerning. At formålet med de forskellige ritualer fra oldtiden til de
steder på kloden, hvor de stadig dyrkes, er ekstase og en eller anden form for
”højere tilstand”, er hævet over enhver tvivl.
At hallucinatoriske tilstande opnås ved det, vi i dag kalder sensory deprivation - afskæren af
alle sanseindtryk, er ikke noget nyt, tværtimod. Om man i mørke nedsænkes i en
tank med lunkent vand i 72 timer eller i samme tidsrum tvinges til at befinde
sig i en lukket kiste, kommer i denne forbindelse ud på et. De kultiske
ritualer har et formål - de er ikke meningsløst pjat.
Når vi i den augsburgske trosbekendelse læser om Guds enbårne søn, der blev
henrettet under Pontius Pilatus,
tilbragte tre dage i dødsriget, for til sidst genopstået at blive optaget i
himlen, så er det for et moderne mennesker, der har fornuftens brug i behold,
det rene vås. Men hvis man derimod tolker teksten orfisk
eller, om man vil, osirisk, og dermed
kultisk-rituelt, så handler den om opnåelse af en højere eller anderledes bevidsthedstilstand
gennem total isolation fra ydre påvirkninger.
En
fascinerende verden åbner sig
I det fjerde bind
af sit storværk lader von Spaeth os læse gennem
astrologisk-kultisk symboliserende briller, og det er både meget spændende og
ofte meget morsomt.
Det hemmelige er jo altid spændende, men det er ikke for
underholdningens skyld mysteriekulter omgiver sig med stor og til tider
uigennemtrængelig mur af hemmelighedsfuldhed. En af
årsagerne er naturligvis faren for vulgarisering,
hvorved den psykiske spænding, der skal til for at opnå konkrete resultater,
ekstase i en eller anden form, fordufter. Spaeth
giver samme forklaring på Moses' forbud mod afbildninger af Gud. Det, der
skulle have været et indre og åndeligt anliggende, bliver ved afbildning
tingsliggjort, og drager sindet bort fra sit centrum.
En anden grund til mysteriekulternes hemmeligholdelse skyldes sandsynligvis, at
der i forberedelserne til den mystiske indvielse ofte indgik ritualer rettet
mod befrielse fra de konventionelle samfundsbånd. Også riter, der benytter sig
af sex og blodsudgydelse, kan ikke være offentligt tilgængelige. At riterne
ofte har taget meget drastiske former, er der ingen tvivl om. De har i nogle
tilfælde været af en sådan art, at ingen kunne få sig selv til at beskrive dem.
H.C. Andersen nævner i ’En Digters Bazaar’ en
indvielsesceremoni hos de tyrkiske ”hvirvlende dervisher”, hvor han efter at
have beskrevet begyndelsen af forestillingen, bryder af med et: at ”det
følgende var af en sådan art, at det ikke egner sig til papiret”.
Men læs nu bind fire ’Den Hemmelige Religion’ af serien
af ’Attentatet på Moses’. Dette bind giver straks lyst til at genlæse de
forudgående tre bind. Resumeet her af bind fire berører endda kun en brøkdel af
emnerne, som von Spaeth tager under behandling - for
ikke at sige under lup. En fascinerende verden åbner sig under denne lup.
Jurij Moskvitin, Rio de Janeiro,
nov.2004,
Copyright © 2004 venligt af Jurij Moskvitin overdraget til Ove von Spaeth
pr. 24.nov.2004.
Anmelderen Jurij Moskvitin (1938-2005), er filosof, filmmusikkomponist, matematiker og forfatter.
Hans "Essay on the Origin of Thought”,
Ohio University Press, 1974, blev hurtigt etableret
som en sand klassiker. Han var tidl. anmelder hos dagbladet Politiken og til
tider i DR-tv.
Den i
essayet omtalte bog:
Ove von Spaeth: "Den Hemmelige Religion",
Attentatet på Moses, bd.4,
368 sider, illstr.
- C.A. Reitzels forlag, København
2004.
Supplerende info: www.moses-egypt.net
8888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888
Copyright © 2004 by: Ove
von Spaeth
- www.moses-egypt.net - All rights reserved.
|