Af
OVE VON SPAETH
.
copyright
©
2002 -
www.moses-egypt.net
.
Publiceret i Swedano Journal, feb.2003 (nr.6, 2.årg., s.47-59)
De gamle egypteres
astronomiske kundskaber har vist sig overraskende større end almindeligt
antaget.
Vidtgående astronomisk viden kombineret med avanceret geometri
indgik i arkitekturen for pyramider og templer. Og Alexandrias berømte
bibliotek rummede imponerende astronomiske optegnelser.
Det lykkedes på et tidspunkt denne artikels forfatter at afdække,
at verdens ældste kendte stjernekort rummer informationer om en konkret
hændelse af et sjældent himmelfænomen. Kortet er fremstillet af Egyptens
højtbegavede ’storvesir’ Senmut, ca. 1.500 f.Kr.
Egyptisk
dekan-stjernegud.
Stjernelærens ældre spor
Der eksisterer nogle mere end 5000 år gamle
spor af detaljerede himmelobservationer i Mellemøsten. Sammen med
astronomien må også stjernelæren allerede tidligt have været kendt i
Babylon, mens det har været sværere at finde entydigt genkendelige spor
heraf fra Egyptens ældste tider.
Efter persernes erobring af Egypten 525 f.Kr. fik egypterne større interesse
for også at tage den babyloniske udgave af zodiaken i brug. Dette
stjernebæltes særlige opdeling i Dyrekredsbilleder ses især afbildet i det
græsk regerede Egypten efter 332 f.Kr. Dog må det bemærkes, hvad forskningen
mest har overset, at denne form for astrosymbolik også synes at have
eksisteret længere tilbage i Egyptens historie.
Eksempelvis Senmuts stjernekort (omtales i det følgende) fra ca. 1.500
f.Kr., har skorpiongudinden Selkit (Serqet) afbildet på nøjagtig det sted på
himlen, hvor Skorpionens stjernebillede er placeret. Noget lignende forhold
gælder for Løven(s stjerner), og dertil en række ikke-zodiakale
stjernebilleder som var helt tilsvarende kendt hos babylonierne, og som
findes sammen med egypternes egne stjernebilleder, der uden for den
egyptiske kulturkreds kan virke temmelig fremmedartede.
Inden for den med rette højt berømmede egyptiske kultur vides der ikke at
være bevaret særligt mange optegnelser om egyptisk astronomi og stjernelære
i forhold til f.eks. den store mængde fundne materiale med babylonisk, højt
kvalificeret himmelkundskab. Et godt overblik kan fås i Otto Neugebauer &
Richard A. Parker: ”Egyptian Astronomical Texts” (vols. 1-3, London
1962-1969). Heri er registreret og behandlet alt væsentligt, der kendes af
egyptiske astronomiske optegnelser, stjernekort og kalendere i indskrifter
og manuskripter m.v. Her i alt 131 tilfælde - heraf 50 stjernelister -
gennem 2.000 år.
I alle ældre kulturer over hele verden var bl.a. solformørkelser betragtet
som overmåde vigtige fænomener. Netop det ofte manglende ældre egyptiske
materiale har hos flere forskere medført en forståelig, men som vi skal se,
mindre berettiget tvivl om, hvorvidt oldtidens egyptere kunne forudberegne
solformørkelser - såvel som planeternes meget nøjagtige kurs.
Babylonisk-græsk zodiak indsat mellem egyptiske stjernebilleder , i templet
i Dendera ca. 45 e.Kr.
Astronomi i
tempelbiblioteker
En sjettedel af det gamle Egyptens mere end
3.000-årige epoke var under et græsk (og senere græsk-romersk) domineret
styre. Grækerne har bevaret meget om de egyptiske forhold også forud for et
græsk præg på landet og kulturen.
Den græsk-romerske historiker Diodorus Siculus erklærede kategorisk, ca. 50
f.Kr., at de gamle egyptiske astronomer var i stand til at kunne forudsige
solformørkelser. Den græske forfatter og lærde Plutarch (46-125 e.Kr.)
henviste til, at de gamle egyptere definerede solformørkelser fuldt korrekt
ifølge vores langt senere udbyggede teknisk baserede astronomiske viden,
nemlig at være Månens passage mellem Solen og Jorden i dagtimerne. -
Ydermere, det berømte ”Wien Papyrus” beskriver måne- og solformørkelser og
deres implikationer, og præsenterer et stort astronomisk kendskab.
Som borger i Egypten og velbekendt med forholdene henviser den
egyptisk-græske lærde kirkefader Clement af Alexandria (150-215 e.Kr.) til,
at tempelbibliotekerne almindeligvis var i besiddelse af en 50-binds
bogserie ”af guden Thoth”, således forsynet med visdomsgudens navn for at
give dem autoritet. En af bøgerne omhandlede ”Solens og Månens
beskaffenhed/tilstand”; og en anden ”konjunktionerne og variationerne ved
Solens og Månens lys”. I disse bøger var det umiddelbare grundlag, at det
var en værdsat kunnen hos de gamle egyptiske præsteastronomer at forudsige
formørkelser.
Bøgerne var desuden blevet indsamlet, mere end 400 år forinden, af
grundlæggeren af det berømte enorme bibliotek i Alexandria - kong Ptolemæus
II, ca. 280 f.Kr. De var blevet hentet fra alle de gamle templers
biblioteker og arkiver i Egypten, dvs. netop tekster langt ældre end nogen
tidlig græsk indflydelse.
Senere, ved sin adgang til disse værdifulde kilder har den egyptisk-græske
historiker, hieroglyf-lærde og stoiske filosof Chaeramon af Alexandria, der
tilmed var chefbibliotekar for biblioteket i Alexandria, ca. 40 e.Kr.,
skrevet adskillige afhandlinger om stjernerne på himlen og om kometer m.v.
Egyptiske stjernebilleder, bl.a. Karlsvognen, Skorpionen og Løven,
samt Verdens-aksen, på Senmuts stjernekort, ca.1500 f.Kr.
Observationer fra brønde
Den hidtil ældste kendte planet”optegnelse”
i Egypten er en tegning af planeten Jupiter nær ved stjernen Sirius’
meridian (længdegrad). Figuren findes placeret i forbindelse med et såkaldt
stjerneur-diagram på indersiden af låget på en mumiekiste fra ca. 2.200
f.Kr.
Gennem årtusinder havde præsteastronomerne udviklet deres ofte imponerende
færdigheder ved konstante observationer af himmelhvælvet, hvilket
nødvendiggjorde at få foretaget nøjagtige optegnelser, ikke mindst til brug
for at beregne himmelpositioner og cykliske fænomener. De indsamlede data
ses især brugt til sol- og stjerne-relaterede kalendere såvel som til de
nævnte stjerneure.
Den præcise positionsberegning af planeter blev opnået ved at observere dem
yderst omhyggeligt og systematisk. At det i visse situationer også har
kunnet lade sig gøre selv i dagslys, nemlig fra bunden af dybe brønde eller
skakter direkte (og derfor ofte mindre sandsynligt ved hjælp af det ofte
skæve himmelspejlbillede i vandoverfladen i kildebrønde), var en almindelig
kendt praksis i alle gamle kulturer.
En af den græske digter Æsop’s allegoriske fabler i 500-tallet f.Kr., der i
virkeligheden synes at stamme fra indvielses-kultiske lignelser, fortæller
om en astronom i en brønd. Platon omtaler, at lignende skete for filosoffen
Thales af Milet, mens denne kiggede stjerner. - En syrisk-kristen beretning
fra 100-tallet e.Kr. beretter om de tre magoi, astronom-astrologer
(”de hellige tre konger”) fra øst, der tog pejling af den nye stjerne,
”Betlehemsstjernen”, ved at observere den i forbindelse med en brønd
(oppefra observerede de stjernens zenitposition i vandspejlet). I nutiden er
det blevet draget i tvivl, og endda kaldt ”en myte”, at oldtidens astronomer
overhovedet anvendte sådanne brønde/skakter til foretage observationer fra.
Men et af de kendteste eksempler på denne anvendelse i praksis ses hos den
højt respekterede egyptisk-græske lærde Eratosthenes (275-195 f.Kr.), der
observerede Solens præcise vertikale placering, når den passerede Krebsens
vendekreds ved sommersolhverv - og her netop kunne se Solen fra bunden af
den enorme brønd (et Nilo-meter med stentrappe, fra gamle faraoniske tider)
på Elephantine-øen i Nilen ved Syene (Aswan). Dette hjalp ham i et
astronomisk beregningsprojekt - ud fra en dengang allerede kendt viden om at
Jorden var kugleformet - så han kunne udføre den første kendte, næsten
nøjagtige beregning af Jordens omkreds.
m
Fra
Senmuts stjernekort, ca. 1.500 f.Kr., med stjernebillederne Isis (Sirius) og
Osiris.
Senmut-kortet afkodes
De gamle egypteres astronomiske kundskaber
har vist sig overraskende større end hidtil antaget. Som det vil blive
nærmere omtalt, er det lykkedes denne artikels forfatter at afdække, at
verdens ældste kendte stjernekort rummer informationer om en konkret
hændelse på virkelighedens himmel. Kortet er fremstillet af Egyptens
højtbegavede ’storvesir’ Senmut, ca. 1.500 f.Kr.
Således er de tidligste eksakte optegnelser af præcise planetariske
positioner dokumenteret at være indbygget i stjernekortet. Dette er
udførligt påvist i afhandlingen: Ove von Spaeth’s ”Dating the Oldest
Egyptian Star Map”, der blev publiceret i “Centarus International Magazine
of the History of Mathematics, Science, and Technology” (42;3, 2000, p.
159-179).
Flere overraskende resultater fra dette pionerarbejde har afstedkommet en
del ris fra visse forskergrupper. Ud fra et hidtil sparsomt eller helt
manglende materiale antog man, at de gamle egypteres stjernemæssige
kundskaber ikke var så vidtrækkende. Også dette har medvirket til modstanden
imod nyopdagelserne.
Men der tildeltes især også anerkendelser fra en række autoriteter, bl.a.
den førende ekspert i historisk astronomi, professor Owen Gingerich fra den
berømte Harvard-Smithsonian Institution, Massachusetts, og den britiske
astronom og BBC-science-editor,
Sir Patrick Moore, Dr.Sc., CBE, samt bl.a. den egyptologiske
autoritet professor dr. Erik Hornung, Basel Universität. Desuden førte det
til, at afhandlingens forfatter (OvS) bliver benyttet som konsulent
(referee/peer-review'er) hos verdens største og ældste internationale
videnskabshistoriske tidsskrift ”Isis Journal of the History of Science”.
De omtalte brydninger og undertiden stærke reaktioner imod det nye er også
blevet fremlagt på
www.moses-egypt.net
på de tilhørende star-map-sider. Men det vigtige er, at OvS blandt en del af
de interessante spor, som fremkom undervejs efter årtiers intensiv
forskning, nu har præsenteret en veldokumenteret opdagelse. Her er det for
første gang lykkedes at fastsætte et konkret referencepunkt for en mere
præcis datering af en af de vigtigste epoker i Egyptens historie. Nemlig
tiden for dronning Hatshepsut og Tuthmosis-faraonerne - et omdiskuteret og
hidtil næsten uløseligt spørgsmål.
Stjernegruppen ”De fugtige”, dvs. Plejaderne, afbildet på Senmuts
stjernekort, der er
opsat i hans gravanlæg, som er placeret i tæt forbindelse med Hatshepsuts
Hathor-tempel.
Senmut fra samme tid som Moses
Det nøjagtige tidspunkt, som Senmut-kortet
lader afsløre, er beregnet på objektiv astronomisk basis ud fra anerkendte
egyptologiske data. Det har herefter vist sig, at overensstemmende
informationer i gamle kilders beretninger om Moses synes at kunne sættes i
relation til især rabbinerskrifternes og oldtidsforfatternes omtale af
sjældne begivenheder på himlen. Resultatet er ikke mindst afgørende for
tidsplaceringen, som især kan bidrage til at belyse, om Moses kan have levet
i Egypten, og overhovedet om hans historiske eksistens her kan
konkretiseres.
Denne udforskning af
kontroversielle overleveringer og nyopdagelser om den historiske Moses
indgår i OvS’ bogserie herom, ”Attentatet på Moses” (C.A. Reitzels forlag).
Heri gives der i tredje bind, ”Den Forsvundne Tronarving” et uventet, men
astronomisk logisk bud på løsning af Bibelens gådefulde himmelfænomen i
”Joshuas Bog” (10;12-14), hvor ”Solen stod stille”.
Et andet historisk,
ligeledes gådefuldt himmelfænomen dokumenteres i bogens forgænger, ”Gåden om
Faraos Datters Søn”. Og netop heri dette bind 2 er der desuden trykt en
dansk udgave af afhandlingen om stjernekortet.
Senmuts stjernekort fra ca. 1.500 f.Kr. vises her med dets angivelser af
planeternes positioner.
Afhandling hentes på nettet
Den hede debat, der opstod ved OvS’
nyorienterende forskning - også på grund af visse instanser hos hvem der
åbenbart står megen prestige på spil - har bevirket, at det blev nødvendigt
for mange flere interesserede uhindret at kunne stifte bekendtskab med selve
den omtalte videnskabelige afhandling om Senmuts stjernekort.
Derfor er OvS’ afhandling - ikke alene den originale engelske udgave, men nu
også i dens tilpassede danske version - blevet lagt ud i det elektroniske
forum på
www.moses-egypt.net/star-map_s0.asp
Det er et faktum, at Senmut-kortet såvel som visse senere egyptiske
stjernekort inkluderer sådanne detaljer som f.eks. en planet, der er
retrograd - en fra Jorden set ”baglæns bevægelse”. Der er i den forbindelse
fundet korrekte egyptiske inskriptioner om, at planeter i perioder foretager
en baglæns bevægelse. Stjernekortene kan tilmed vise solformørkelsers
positioner. Alt dette udelukker, at stjernekortets særligt informerende
konstruktion skulle være tilfældigt.
Papyrus Rhind viser pyramidevinkel-beregninger. Afskrift i 1400-tallet f.Kr.
fra ældre tekst.
Længe
før Pythagoras
Ud over de astro-mytologiske eller
eventuelle astrologiske betydninger, er det selve eksistensen af de præcise
planetariske positioner i Senmut-kortet - såvel som i andre egyptiske
stjernekort i de efterfølgende århundreder - der demonstrerer en klar
ekspertise, hvad angår at foretage nøjagtige astronomiske beregninger af
forholdene på himlen.
Indførelsen af geometriske beregninger i astronomiens talforhold forudsætter
et sofistikeret stade af matematisk-geometrisk kunnen hos de gamle egyptere.
Dette kan da også bekræftes af det matematiske (og geometriske) Papyrus
Rhind, ca. 1650 f.Kr., der her bygger på endnu ældre viden. Egyptisk viden
var berømt - og på et senere tidspunkt udmøntede Pythagoras sin læresætning
om den retvnklede trekant, ca. 550 f.Kr., efter at have studeret 22 år i
Egypten.
Og Platon, ca. 400 f.Kr., studerede i 13 år i Egypten, ifølge sin elev
Eudoxus’ optegnelser. Platon erklærede at geometri (idet han også menes at
have tænkt på krystallers formudtryk) var en af primærfaktorerne ved verdens
skabelse. En række geometriske 3-dimensionale legemer af bestemte
grundlæggende former kaldes i dag for ”de platoniske legemer”. Studiet af
deres natur hjalp til forståelsen af sfærisk geometri, der også bidrager til
særlig udbygning af astronomiske målinger på himlen.
Begrebet pi var kendt i det gamle Egypten. Langt senere, omkring 250
f.Kr., fandt Archimedes, at pi er omkring 3,14 (i brøker, grækerne
havde ikke decimaler). Pi’s cifre er uendelige, og heller ingen har
kunnet opdage et regulært mønster i deres arrangement. Ydermere er pi
et trancendentalt tal, dvs. et tal som ikke kan udtrkkes i nogen afsluttet
serie af enten aritmetiske eller algebraiske operationer. Pi
trancenderer dem. Og pi er ubestemmelig og uegnet til at lokaliseres
ved alle rationelle metoder.
Vi ved ikke i hvilken udstrækning denne viden var forstået hos de gamle
egyptere. Når pi blev anvendt i forbindelse med mere praktisk
arbejde, var det ikke nødvendigt at have alle betingelserne i funktion. Den
tidligst kendte skriftlige egyptiske reference om pi forekommer i
ovennævnte Papyrus Rhind, en skriftrulle skrevet af skriveren Ahmesis fra
15. dynastis herskerskab (middel-kongerige-tiden) under hyksosfaraonen Apepi
I. (Fundet i Theben/Luxor i ruinerne af en lille bygning nær Ramesseum). -
De avancerede kundskabsniveauer hos oldtidsfolkene var forbundet med den
religiøse mysterietradition - som skriftrullen netop angiver om sig
selv: ”Indgangen ind til viden om alle eksisterende ting”.
Papyrus Rhind skriftrullen består af omkring 90 forskellige matematiske
problemer og deres løsning. Det 50. problem omhandler at bestemme en cirkels
areal ved - øjensynlig af praktiske årsager - en grovere udgave af pi.
Ahmesis bemærker, at han har skrevet skriftrullens tekst ”i lighed med
tekster udført af de gamle” - i dette tilfælde: Amenemhet III’s tid
(1842-1797 f.Kr.). Men der eksisterer adskillige indikationer for en særlig
viden, der går yderligere tilbage i tiden - bl.a. i det 4. dynasti, 2500
f.Kr., - og var integreret i konstruktionen af pyramiderne og deres
fastlagte orientering relateret til stjernepositioner.
Men nøjagtigt kendskab til pi findes før pyramiderne for over
4.500 år siden. Egypternes mål-enhed, cubit, har et eksakt pi-forhold
til et andet egyptisk mål, remen. Og 1 remen udgør radius i et
cubit-kvadrats omskrevne cirkel: To faste standardmål i stedet for
brøkregning !
Overalt var allerede i den tidlige oldtids templer skabt arkitektonisk fra
geometriske harmonier og proportioner (med grundlag i arketypiske
matematiske urbilleder, ligesom de krystallinske og organiske former og
endda musik). Ligeledes var templer planlagt ud fra sigtelinjer til Solens
vendepunkter og bestemte stjerner. Dette ses ikke mindst i Egypten, hvor
netop også arkitekterne synes obligatorisk indviede i himmelkundskab.
Et af mange eksempler på egypternes stærkt engagerede optagethed af
stjernerne i deres kultur kunne opleves i Heliopolis, Nedre Egyptens
religiøse hovedstad, hvor selveste ypperstepræsten blandt sine høje titler
benævntes som: ”den største blandt stjerneobservatørerne”.
Pyramidens indre ramper med hældningen 26 grader (26;34 gr.).
Pyramider og
vintersolhverv
Også ved anlæggelsen af de tre store
pyramider ved Giza, 2.500 f.Kr., var man især optaget af stjernerne. Ikke
alene skulle pyramidernes placering afspejle de tre stjerner i Orions Bælte
(se i det følgende), men også de såkaldte luftskakter i den store pyramide
skulle pege i en nøjagtig vinkler ud mod især Orion og andre udvalgte
stjerner. Endvidere var disse tre pyramider anlagt med den mest utroligt
nøjagtige sigtelinje mod Nordstjernen. Den britiske egyptolog dr. Kate
Spence's bragte en artikel om den metode i “Nature” (vol. 408, 16 November
2000).
Dertil har historikeren Robert Temple ved selvsyn og omhyggelig opmåling
afdækket, at i dagene omkring 21. december, dvs. præcis ved vintersolhverv,
kaster pyramiderne skygge på hinanden. Og især, at en sådan speciel
vintersolhvervs-skygge kastes på sydfladen af den største pyramide (Robert
Temple: ”The Crystal Sun”, London 2000).
Denne ”sjældne” skygges pyramidesilhuet har vinkler på ca. 26 grader og 34
min. - nøjagtigt ligesom hælningen på de op- og nedadgående ramper (bl.a.
”galleriet”) inden for i selve pyramiden. Denne bestemte 26-graders vinkel
er en bestanddel af en ”gylden” retvinklet trekant med siderne 1 og 2 samt
især kvadratrod 5, der har særligt meget med ”det gyldne snit” at gøre.
Dette begreb var et særdeles vigtigt element inden for oldtidens ofte næsten
religiøst ophøjede geometriske lære.
Sigtelinjen: ad Karnarks tempel-akse via Deir el-Bahari’s
tempel-akse til Hatshepsuts kongegrav.
Templer og
vintersolhverv
I dronning Hatshepsuts tempel, bygget for
3.500 år siden i Deir el-Bahari vest for Luxor, har storvesiren Senmut, der
samtidig var en genial og fornyende arkitekt, i grundstenen ladet indgrave
en art horoskop for templets grundlæggelse (ifølge den franske egyptolog
Suzanne Ratie’s ”La reine-pharaon”, Paris 1972). Tempelanlæg var ”en del af
himlen” i det jordiske.
Dertil kan det konstateres, at Senmut har arrangeret byggeriet således, at
en mange kilometer lang sigtelinje fører fra midteraksen i det store
Karnak-tempel (i nordlige del af nuværende Luxor) videre tværs over Nilen og
helt ud, for at ende med den gå i ét med Hatshepsuts Hathor-tempel i dettes
midterakse ved bjerget foran Kongernes Dal. (Aksen er omtalt i Moses-seriens
bind 2, ”Gåden om Faraos Datters Søn”, afbildet på et landkort, s. 64).
Den særlige akse eller linje går ikke direkte mellem øst og vest, men i en
lidt skæv vinkel herfor. De færreste kender til denne akse, og endnu mindre
at den er tillagt en særlig betydning. Denne betydning kan afdækkes ved at
sammenstille forskellige tilgængelige data herom. For denne akses
geografiske vinkel vil præcis angive, at den i virkeligheden ligger direkte
på selve vintersolhvervslinjen.
Dette kan konkret observeres på selve stedet: Solen kommer frem ved
vintersolhverv på årets korteste dag - omkring 21. december - hvilket var
betydningsfuldt, fordi ved dette særlige vendepunkt begynder dagene nu igen
at blive længere. Og i Luxor (Karnak) vil Solens gang følge nøjagtigt
Karnak-templets hovedakse i øst og videre frem. Man kan på den dag følge
Solen om morgenen, når den står op præcis midt for enden af ”hovedgaden” i
Karnak-templet, hvor dens stråler rammer på en særligt lysende måde, uden
"skæve" skygger.
Det var af stor betydning, at med den dato var der samtidig nået frem til
det årspunkt, hvor Sirius-stjernen (der altid følges af Orion), der var
egypternes vigtigste stjerne, her ”fødes” (som de kaldte det) nede ved
horisonten. Sirius kan i Egypten ses på himlen en stor del af året - og på
dette bestemte tidspunkt, som sigtelinjen netop var anlagt med henblik på,
opfattedes en særlig korrespondance mellem Solen og Sirius. Dette fordi
Sirius her, netop præcis samtidigt med vintersolhverv, ses lige over
horisonten netop ved solnedgang.
Overalt i den gamle verden
var vintersolhvervsaksen af stor betydning (den genkendes f.eks. tydeligt i
”Nordens Stonehenge”, Ales stenar i Skåne). Den britiske astronom, Sir J.
Norman Lockyer (1836-1920) - bl.a. er kendt for opdagelsen af kronosfæren og
af grundstoffet helium (på Solen) - beregnede astronomiske linjeføringer i
gamle egyptiske og græske templer. Samt i Stonehenge, hvor han også her
daterede opførelsen, ud fra at linjeføringen var afstemt efter en tidligere
hældningsvinkel af Jordens akse. Moderne C-14 måling bekræfter resultaterne.
Nogle af de gamle egyptiske templer, bl.a. Isis-templet i Denderah, blev
indrettet således, at lyset fra stjernen Sirius, når den hvert år efter 70
dages usynlighedsperiode steg op sammen med Solen, vil oplyse alteret i
templets inderste helligdom. Når alteret ramtes, ansås lysstrålen fra Sirius
her at være transformeret til Sothis (Sirius) som stjerneguddom, gudinden
Isis.
Et tilsvarende princip var
ud fra samme opfattelse allerede involveret i forbindelse med det flere
gange nævnte Hathor-tempel, som ved sin vintersolhvervsakses orientering
også kunne modtage (de mytologisk set syv) Plejade-stjerners lysstråler,
hvor strålerne da opfattedes at transformeres til Hathors syv kvindelige
dommere over mennesket. - På lignende måde i græske templer, med f.eks.
Parthenons orientering til disse Plejade-stjerners lysstråler, hvor
strålerne ved ankomsten til templets inderste, transformeredes til syv
kvinder (”syv søstre”).
Endnu så sent som i middelalderens Europa blev det i en hel del af de
berømte kirker og kæmpe katedraler indført at lade det pågældende steds
præcise meridian (længdegrad) indlægge i mønsteret i kirkegulvets kvadrer.
Og herfra foretog man bl.a. solformørkelses-målinger i forbindelse med
lysstrålernes indfald gennem specielle astronomiske observationshuller i
kirkemurene.
Solformørkelsen 11.8.1999 afspejles på kirkegulvets meridianlinje i St.Maria
degli Angeli i Rom.
Landmåling på himlen
Med baggrund i geometri og matematik var
især netop landmåling, som omtalt, en imponerende højtudviklet disciplin i
de gamle kulturlande og var ofte forbeholdt indviede specialuddannede
præster. Selve ordet geometri betyder ’landmåling’, og metoder herfra
overførtes direkte til udmåling af himmelsektorerne og himmellegemernes
positioner. Eksempelvis i Babylon fandtes et jordisk længdemål, betegnet en
”kongelig alen”, der samtidig var et standardmål på 2,5 grader på himlen.
Igennem antikken var
babylonisk terminologi inden for stjernekundskab udbredt i store dele af den
gamle verden (næsten lige som engelsk terminologi i dag er udbredt overalt
inden for computeranvendelse). Så sent som nogle årtier efter Jesus omtales
i det Nye Testamentes ”Johannes Åbenbaring” (kap. 21), at et nyt Jerusalem i
himlen har en bymur med netop 12 porte, og den måler 144 alen: Således udgør
denne himmelske bys omkreds i den tids standard babylonisk himmelmål (1
kongelig alen tilsvarer 2,5 grader) nøjagtigt himmelcirklens 360 buegrader
(= 144 x 2,5).
De gamle egyptere inddelte ikke som babylonierne himlen først og fremmest i
12 solporte (zodiakale stjernebilleder), men oftest som et bælte med 36
dekaner (af deka, det græske ord for 10) af hver på 10 buegrader. I
netop ”Johannes Åbenbaring” omtales med et allegorisk udtryk, at der i
verdensrummet findes ”et dyr” med en stor kraft. Dette beskrives i kap.
13;18 specifikt, at ”Dyrets tal er 666”. Når således dekanerne tal fra 1 til
36 lægges sammen bliver det i alt 666. - At se stjernebilleder som dyr på
himlen var velkendt i Egypten - og i Bibelen.
I Egypten endnu 1000 år efter pyramidernes bygning ses forbindelsen fra
landmåling til astronomi også som velkendt hos den stjernekyndige Senmut med
sin anlæggelse af dronning Hatshepsuts tempel på den omtalte
astro-geografiske akse. En højere viden inden for landmåling krævede en
særlig indvielse, og en berømt statue af Senmut viser ham netop med tegnet
på hans indvielse: en stor rulle reb til landmåling.
Anvendelsen af landmåling
til himmelmåling kan direkte genkendes i den gamle kosmologiske lære bl.a. i
Egypten - og ses også bekendt i Bibelen, der flere gange omtaler Guds
målesnor ved skabelsen af verden. Det gamle Egypten har udøvet et stærkt
præg på Israels folk gennem tiderne, men dette glemmes ofte på grund af det
store efterfølgende præg fra Babylon. Det nævnte udtryk kan ses reflekteret
i Bibelens udsagn om ”i himlen således også på jorden”.
I nutiden diskuterer
forskerne ivrigt sandsynligheden af, om de tre store pyramider for 4.500 år
siden blev udførligt anlagt efter en geografisk plan, der nøje følger de
centrale, karakteristiske stjerner i Orion, kaldet Orions bælte. Men Orion,
der hos egypterne var den himmel-relaterede udgave af
død-og-genopstandelses-guden Osiris, har ikke alene med pyramidernes
dødekult at gøre, men selve pyramidebygningernes specifikke indbyrdes
placeringsforhold er udført så præcist, at det fuldt svarer til traditionens
ideer om, at jordiske geografiske forhold udgør ”et spejlbillede af himlen”
(omtale følger). Den opfattelse, at pyramider også har en korrespondance med
himlen, sandsynliggøres bl.a. af, at en pyramide var udtrykkeligt benævnt
”pyramiden, som er en stjerne” - ifølge den britiske egyptolog Toby
Wilkinson, Cambridge University (“The Guardian”, May 14, 2001).
Senere omtales lignende forhold af kirkefaderen Augustin 415 e.Kr. i sit
værk “De Civitate Dei” (vol. 8;23), der citerer den egyptiske gudeagtige
vismand, den tredobbelt mægtige Thot (Hermes Trismegistos), nemlig: ”Egypten
er som et spejlbillede af himlen”.
De
tre store pyramider menes anlagt efter en geografisk plan med model i de tre
stjerner i Orions bælte,
og hvor også selve pyramidekonstruktionen har sigtelijer ud til dem.
Verdensbillede splittedes
En tidligere udbredt opfattelse af en
sammenhæng mellem astronomi, astrologi og kosmologi, som især fandtes i de
gamle kultursamfund som Babylon og Egypten, kendes gennem hele historien
frem til renæssancens slutning for 400 år siden. Men i Europa skete dette i
en noget begrænset form i mange af de århundreder, hvor den katolske kirke
”bestemte” verdensbilledet.
I antikkens periode, hentede Romerrigets hersker Julius Cæsar astronomisk
ekspertviden netop i Egypten i antikkens lærdomscenter Alexandria, da han
skulle forbedre kalenderen (der her blev til den ”julianske kalender”, som
holdt i mere end 1600 år). At fremme denne sag var vigtigt, hvilket han
endda kunne afgøre ud fra egen viden, idet han selv havde en del astronomisk
kundskab. Denne viden har han omtalt i sin bog ”de coelo” (’om himlen’). I
sin anden bog, ”Gallerkrigene” beretter han, at han ikke havde taget højde
for Månens indflydelse på tidevandet, idet en stormflod bidrog til, at hans
søgående invasion af England mislykkedes.
Ved renæssancens afslutning først i 1600-tallet beviste Johannes Kepler med
sin tids nye videnskabelige metoder netop Månens afgørende
indflydelse på tidevandets daglige flod- og ebbe-cyklus’er. Og hvad angår
anden ældre himmelkundskab, kan det nævnes, at helt frem til ca. 1830 kunne
man ikke studere til læge uden også at skulle lære f.eks. om astrologi. Den
seneste lærestol i astrologi fandtes i Tyskland på universitetet i Erlangen
frem til 1826.
Også i filosofi-studierne indgik astrologi - man behøvede ikke selv at gå
ind for denne lære, men måtte dog sætte sig ind i den for at forstå den som
et filosofisk system for verdensanskuelse, der ofte var blandt
forudsætningerne hos antikkens tænkere og kunne her indgå som medvirkende
baggrund i deres systemer. Senere, blandt studerende i renæssancen ses
således personer blandt Tycho Brahes elever, der blev biskopper og læger.
Tycho Brahe ville i øvrigt til Egypten for at udføre en præcisionsmåling af
Alexandrias meridian, men nåede så vidt vides aldrig længere sydpå end til
Venedig. Måske er det ikke noget tilfælde, at i hans slot på Hven kaldtes to
af de vigtigste rum for kongens og dronningens kammer, sådan som den store
pyramides rum benævnes gennem nyere tid.
Der havde hidtil eksisteret en næsten ubrudt tradition: For i det hele taget
indgik de ovennævnte emner om bl.a. himmelkundskab og stjernelære samlet i
verdensbilledet langt tilbage i oldtiden og indtil flere tusinde år senere.
Men herefter skete det, at ny videnskab og ideer i renæssancen efterhånden
udvidede forståelsen, dog samtidig også splittede helhedsopfattelsen ud i en
stærk polarisering. Nemlig i en fysisk verden og en åndelig verden - med
mere og mere vægt på den førstnævnte.
Platoniske legemers geometriske harmoni definerer planet-afstande
i rummet, iflg. astronomen Johannes Kepler.
Kosmologi
genoprettes?
Men en verden alene som fysisk- og
bio-mekanisk ”maskine” måtte nødvendigvis fremstå med et alt for snævert
virkelighedsbillede og forklaringspotentiale. En stor del af den gamle
viden, ikke mindst om en særlig forståelse ved observation af stjernerne, en
viden i arv fra oldtiden, blev på den baggrund mindre forståelig og derfor
ofte temmelig værdiløs - og lettere glemt.
Oplevelse og viden opnået ud fra studiet af stjernehimlen har netop været et
uhyre vigtigt bidrag til de fleste ældste kulturers åndsmæssige kundskaber
inden for religiøse og verdslige områder lige fra kosmologi til avanceret
matematik. Den baggrund fik vi i arv fra de gamle egyptere, babyloniere og
grækere. Udhules den store sammenhæng, indskrænkes vores verdensopfattelses
rummelighed. Men fremtidens forventeligt nok mere vidtfavnende forskning vil
kunne rette op på dette og forny denne betydningsfulde dimension.
Ove von Spaeth
Copyright © 2002
Forfatter, historiker, uafhængig forsker - www.moses-egypt.net
- En del af oplysningerne er fra Ove von Spaeths bøger
"Gåden om
Faraos Datters Søn" og
”Den Hemmelige Religion” - hhv. bind 2 og 4 i hans serie om den
historiske Moses: "Attentatet på Moses"
(C.A. Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00 eller
info@careitzel.com
).
Flere af de tekniske oplysninger findes i Ove von Spaeths afhandling
"Dating
the Oldest Egyptian Star Map",
i "Centaurus
International Magazine of The History of Mathematics, Science, and
Technology", vol.42;3, 2000, p.159-179.
Herover: - fra farao Seti I’s stjernekort fra ca. 1.300 f.Kr. med egyptisk
version af stjernebillederne.
At se
stjernebilleder som dyr på himlen var velkendt i Egypten - og i Bibelen.
m
|